Alt du skal vide om SMART modellen for at kunne Sætte Mere Effektive Mål

SMART modellen er en simpel teknik du kan bruge til at sætte bedre mål, Smart Mål. Teknikken hjælper dig med at gøre dine mål mere konkrete og realistiske for dig at nå.

Teknikken er i virkeligheden en huskeregel, der mindre dig om, at dine mål skal være:

S - Specifikke, hvad er det helt præcist du gerne vil opnå.
M - Målbare, hvordan kan du vurdere hvornår du er i mål.
A - Attraktive, er det noget du har et brændende ønske om at nå.
R - Realistiske, er det realistisk at det kan lade sig gøre.
T - Tidsbestemte, hvornår vil du have opnået det.

Opfylder dine mål alle disse fem krav og kan du besvare hvert af de fem ovenstående spørgsmål, kan du øge dine sandsynligheder for succes mangfoldigt.

I det her indlæg vil jeg guide til, hvordan du bliver konkret og effektiv i din målsætning, så du kan øge dine chancer for succes ved at bruge SMART modellen og sætte Smart Mål.

Hvorfor er det vigtigt at sætte mål?

Du skal se mål som dine ledestjerner. Mål er definerede retninger, og retninger hjælper dig med hvilken vej du skal gå for at komme hen til den ønskede destination.

Ved at sætte brugbare og konkrete mål, hjælper du dig selv til at arbejde mere effektivt og målrettet i hverdagen. Uden mål kan dit arbejde følels meningsløst eller uoverskueligt.

Alt for ofte går vi på kompromis med de ting vi ønsker at opnå i livet. Derfor er det vigtigt, at du er klar over hvor du drømmer om at være i fremtiden, at du sætter dig nogle mål, nogle delmål og at du går efter dem.

S - Gør dine Smart Mål konkrete og specifikke

For at kunne arbejde fokuseret og målrettet, kræver det at dit mål er specifikt og helt konkret beskrevet. Det svarer til at skulle skyde med bue og pil; hvis ikke du ved præcist hvilken retning du skal skyde, er der ikke særlig stor sandsynlighed for at du rammer skiven lige midten.

Hvis du derimod får en klar forklaring om hvor skiven er placeret og hvad du skal indstille dit sigte efter, vil du have meget større sandsynlighed for at ramme bullseye med din første pil.

Ligeledes er det enormt vigtigt at du har klart defineret hvilken retning og præcist hvilket mål, det er du går efter inden du begynder at knokle.

Uspecifik mål: I år vil jeg forbedre min sundhed
Specifikt mål: I år vil jeg undgå sukker i hverdagene og løbe tre gange om ugen

M - Du skal kunne afgøre hvornår du er i mål

Ledelsesguruen Peter Drucker sagde på et tidspunkt, “If you can't measure it, you can't manage it.” og det samme gør sig gældende for dine mål.

Du har først den fulde kontrol over dit mål og din indsats når du har nogle parameter du kan vurdere din fremgang på. Ved at havde nogle konkrete tal eller milepæle du skal opnå undervejs kan du løbende kontrollere din indsats mod at opnå dit mål.

Derudover er det vigtigt at du klart kan definere hvornår du er endeligt i mål. Dit mål skal være klart og tydeligt defineret så du med et “ja” eller “nej” kan besvare hvorvidt du lykkedes med at opnå det.

Ikke målbart mål: Jeg skal begynde at løbe noget mere
Målbart mål: Jeg skal løbe fem kilometer, tre gange i den her uge

A - Du skal arbejde mod noget du har et ønske om at opnå

Hvis du skal bruge en stor del af dine vågne timer og en hel masse energi på at knokle mod et mål, skal det være et mål som du har et brændende ønske om at opnå.

Det skal være et mål som er attraktivt for dig og som motivere dig til at stå ud af sengen og yde dit bedste hver eneste dag.

Det kan eksempelvis være, at du ønsker at komme i bedre form så du har mere energi til at være sammen med din familie og venner. Hvis det er formålet, er det meget nemmere at hoppe i løbeskoene og komme ud af døren hver morgen.

Find først dit formål og definer derefter dit mål. På den måde skaber du de bedste forudsætninger for en motiveret og vedvarende indsats mod dit mål.

Ikke attraktivt mål: Et mål som ikke har nogen særlig betydning
Attraktivt mål: Et mål du brænder for at opnå, fordi det vil ændre dit liv

R - Dit Smart Mål skal være ambitiøst, men realistisk

Det kan være svært at vurdere om ens mål er realistisk at opnå. For selvom dit mål skal kunne lade sig gøre, skal det heller ikke blive for nemt.

At skulle sætte realistiske mål må ikke blive en sovepude for at ikke at være ambitiøs. Det er vigtigere at du sætter mål som presser dig til at yde dit bedste, end at du sætter barren for lavt.

Mål skal sørge for, at vi altid stræber efter noget større og bedre.

Forsøg altid at sætte mål som tager dig en smule ud af din comfort-zone og som kan være med til at rykke dig et bedre sted hen. Gå efter en win-rate på dine mål på omkring 60-70%. Hvis du kan lykkedes med det, er det en god indikator for, at du sætter tilpas ambitiøse mål.

Ikke realistisk mål: Jeg vil igang med at løbe igen, så jeg skal løbe 100 kilometer næste måned
Realistisk mål: Jeg vil igang med at løbe igen, så jeg skal løbe fem kilometer hver tredje dag i næste måned

T - Der skal være en deadline for dit Smart Mål

Mål er som oftest noget vi sætter for os selv og som bliver aktuelle engang ude i fremtiden. Desværre glemmer alt for mange at følge op på deres mål og kontrollere om de rent faktisk nået i mål med dem.

Derfor er det vigtigt at du har sat en deadline for dig selv, som definerer hvornår du skal have opnået dit mål.

Deadlines er vigtige fordi at de gør dine mål forpligtende, de gør det nødvendigt at lægge en handlingsplan og de gør dem nemmere at fejre når du er kommet ud på den anden side.

Hvis du vil være seriøs med dine mål, kan du fortælle en ven eller et familiemedlem om dit mål og din deadline. Bed dem holde dig op på målet når deadlinen nærmer sig. På den måde cementerer du din deadline og gør den mere værdifuld.

Ikke tidsbestemt mål: Jeg skal forbedre min kondition
Tidsbestemt mål: Jeg skal kunne løbe fem kilometer uden pause d. 1. August i år


Hvis du begynder at bruge SMART modellen når du definerer dine mål, er du rigtig godt stillet. Jeg garantere dig for, at det øger dine chancer for at opnå dine mål mangfoldigt og at du fremover vil arbejde meget mere målrettet og fokuseret ved hjælp af Smart Mål.

Tilbage til blog